Her starter forventningens glæde

Flere nyheder

  • Busselskab tager cyklen for at konkurrere med flyet

    30-07-2016

    Skolebørn og handicappede, øl- og cykelentusiaster samt dig og mig.
    Hos Ørslev Turisttrafik har man 4. august kørt med snart sagt gud og hvermand i i 50 år, og det agter direktør Ole Pedersen og kompagni at fortsætte med:
    - Vi udvikler os hele tiden, så jeg kan ikke sige, at det og det kommer vi aldrig til at gøre. Hvis det er sund fornuft og god forretning, så kan det sagtens være, Ørslev springer til, siger Ole Pedersen.
     
    Men bustrafik er ikke som det var dengang, hvor Ole Pedersens forældre startede geschæften.
    Her kørte man skolebørn fra Ørslev til Vintersbølle og senere med danske non-stop-turister til spanske grisefester samt til sol og sommer.
     
    Vordingborg Kommune har imidlertid afbrudt samarbejdet omkring det første, og flyselskaberne Ryanair og Norwiegan har effektivt lukket for det sidste. Så meget, at man i Ørslev har været nødt til at finde helt nye græsgange.
    - Der er mange ting, vi tidligere tjente penge på, som er helt slut, og derfor er vi begyndt på ting, som for eksempel flyselskaberne ikke kan tilbyde. Rejser, hvor der er flere stop, så man kan opleve mere i et land end bare hovedstaden, siger han og tilføjer:
    - Eller oplevelser, som kræver masser af udstyr, det ikke er til at få med i flyet. Vores cykelkoncept er ved at vokse sig stort, lyder det fra direktøren, som også servicerer store cykelløb og af samme årsag ikke fortvivler.
     
    - Vi skal ikke ud at sælge fra, eller skrabe kapital sammen til at vækste helt vildt. Vi har fået opbygget en fornuftig forretning, der har en størrelse, min bror og jeg kan håndtere, så der er ikke behov, for større armbevægelser, lyder det fra direktøren.
    Det skyldes ifølge Ole Pedersen, at den service, man er kendt for i busselskabet risikerer at gå fløjten, hvis man vokser hurtigere end tøjet kan holde.
    - Det skal være sådan, at hvis man kører med vores rutebiler, vores minibusser eller vores turistbusser, at man bagefter siger: "Det var en god tur" eller "Det var en flink chauffør". Folk tager jo ikke til Harzen med det busselskab, som har givet dem en dårlig oplevelse i Danmark, lyder det fra Ole Pedersen, som afbrydes af en ringende telefon.
     
    - Det er Ørslev, goddag, lyder det, da en af medarbejderne hos Ørslev Turisttrafik svarer.
    Endelsen af navnet snuppet af, og Ørslev Turisttrafik er mere eller mindre blevet til stedet. Ørslev. Hvad der ikke generer Ole Pedersen
    - Vi har ligget i Ørslev i 50 år, og jeg tør godt garantere, at vi også ligger her om både 10 og 20 år, siger han og tilføjer:
    - Men muligvis med andre i spidsen.

    Kilde: sn.dk, 30. juli 2016. Læs den original artikel her.
    Artikel skrevet af Thøger Raun

  • 17.000 overnatninger på 8 dage

    13-07-2016

    6.700 arbejdstimer til at sikre senge til Team Rynkeby, som sover i 17.000 senge på turen til Paris
     
    Der er brugt mere end 6.700 arbejdstimer på at sikre, at alle deltagere på Team Rynkeby har en seng at sove i på turen til Paris.
     
    2. etape, Bremmerhaven: Mens ryttere og servicefolk har taget hul på 2. etape af Team Rynkebys tur til Paris, er Team Rynkebys rejsearrangør Ørslev i fuld gang med at koordinere de kommende dages overnatninger.
     
    Hver nat benytter Team Rynkeby godt 1.900 senge på mellem 28 og 33 hoteller. På hele turen til Paris bliver det til ikke mindre end 17.126 senge på 209 forskellige hoteller til at huse projektets 1.500 cykelryttere og 400 servicefolk samt pårørende i Paris.
     
    - Logistikken omkring Team Rynkeby er efterhånden blevet en ganske stor opgave. Holdene kører for det meste ad mindre veje og forsøger at holde sig ude af de store byer. Derfor er de fleste af hotellerne mindre, privatejede hoteller, som vi er nødt til at besøge for at sikre, at vi kan skabe de rigtige rammer for holdene, siger Ole Pedersen, direktør i Ørslev, og uddyber:
     
    - Hotellerne skal gerne ligge centralt i de mindre byer. De skal have en god standard, og der skal også være plads til servicebilerne – som på mange af holdene også tæller 16-18 meter lange kølebiler, der skal bruge kraftstrøm. Der er en hel masse detaljer, som vi skal forsøge at indfri, siger direktøren.
     
     
    6.700 timer
    Arbejdet med Team Rynkeby holder to en halv medarbejder beskæftiget året rundt hos Ørslev – frem mod dette års tur er der brugt ikke mindre end 6.700 timer på at planlægge Team Rynkebys rejse ned gennem Europa.
     
    - Siden maj har vi sendt og modtaget over 11.000 mails vedrørende Team Rynkeby, og vi er naturligvis også med på selve turen, hvor vi har indrettet en lille kontorbus, der følge holdene. Lige nu er vi ved at planlægge logistikken omkring Maastricht, hvor vi har 800 deltagere til at bo på samme hotel på onsdag, siger Ole Pedersen.
     
     
    240 dyner i bagagen
    Arbejdet med Team Rynkeby har også betydet, at Ole Pedersen har måttet tage en tur i Jysk for at købe dyner.
     
    - Flere af de franske hoteller benytter sig af dobbeltdyner, og det vil vi alligevel ikke byde Team Rynkeby-deltagerne. Derfor har vi indkøbt 240 dyner til dette års tur. Dynerne bliver efter turen doneret til hjemløse, og så indkøber vi nye til næste år, fortæller Ole Pedersen.
     
    Kilde: TR Press 11. juli 2016

Fritekstsøgning