Tyskland - Rügen

Tysklands største og smukkeste ø Rügen

Rügen ligger i Østersøen ud for Mecklenburg-Vorpommerns kyst og består egentligt af cirka 30 halvøer og småøer. Ved en slentretur gennem de nyrestaurerede kejserlige badebyer fornemmer man atmosfæren af ”La Belle Epoque”. Fornemme badesteder og beskedne fiskerlandsbyer, kilometerlange strande samt snorlige alléer er med til at give øen dens mangfoldige og enestående præg.

Status:
Udsolgt

Dagsprogram

Dag 1 
Vi tager færge fra Gedser kl. 11.00. Ankomst til Rostock kl. 13.00. Tid til at grænsehandle.
Kørsel via Trent og Wiek til Putgarten, hvor vi undervejs skal prøve den mindste færge med korteste færgeoverfartstid, ligesom de af Ørslev medbragte håndmadder nydes et passende sted. I Putgarden skal vi med traktortog til Kap Arkona, der ligger på Rügens nordligste punkt. Her havde venderne deres religiøse hovedsæde i borgen Arkona. Borgen og den store træfigur af guden Svantevit blev i 1100-tallet nedbrændt under et angreb, så i dag kan man se en moderne fortolkning af Svantevit statuetten.
Efterfølgende kører vi til Göhren og Hotel Alexa, hvor vi indkvarteres. Middag på hotellet.
Efter middagen er der rig mulighed for en spadseretur i byen.
 
Dag 2 
Morgenbuffet på hotellet inden vi kører til Putbus, hvor vi ser nærmere på den hvide by, inden vi tager en tur det fine gamle lokomotivtog ”Rasender Roland” til Binz.
Vi spiser en fælles frokost på en hyggelig restaurant i Binz. Efter frokosten er der mulighed for at vælge mellem at blive i Binz på egen hånd et par timer og nyde den flotte arkitektur, se på havet og ikke mindst den lange bademole, som byen er kendt for. Eller køre med bussen tilbage til Göhren og nyde eftermiddagen der. Eller køre med bussen til Prora – et gigantisk ca. 4,5 km langt bygningskompleks, der blev opført af nazisterne kort før krigen, men det kom aldrig til at fungere, som de havde tænkt sig. Vi skal her besøge et museum, som bl.a. udstiller over 60 motorcykler fra DDR-tiden, militære effekter fra årene 1942 - 1992 og 40 restaurerede rum, så man kan se, hvordan militæret tidliger har brugt faciliteterne i Prora.
Sidst på eftermiddagen er vi alle tilbage i Göhren.
Middag på hotellet.
 
Dag 3 
Morgenbuffet på hotellet. I dag kører vi via Putbus, Garz og Gustow til Stralsund. Byen opleves dels fra bussen og dels til fods, da vi spadserer rundt i den hyggelige gamle bymidte og nyder det levende havnemiljø, som Stralsund også er kendt for. Frokost for egen regning i byen.
Midt på eftermiddagen køres til badebyen Sellin ikke langt fra Göhren. Vi har en times tid til at se denne smukke by og havet, inden vi tager tilbage til hotellet. Middag på hotellet. Hvis du ikke nåede at besøge byens beværtninger, er der mulighed for det, inden kufferten skal pakkes.
 
Dag 4 
Morgenbuffet på hotellet. Vi forlader hotellet og kører via Barth, Zingst og Ahrenshoop til jagtslottet i Gelbensande, som vi giver os god tid til at besøge.
Herefter kører vi til Rostock, hvor vi grænsehandler, inden vi tager færgen kl. 15:00.
Ankomst til Gedser kl. 17:00 og derefter retur til opsamlingsstederne.
 
Ørslev forbeholder sig ret til ændringer i programmet.